27/03/2025 0 Kommentarer
HøjskoleAften med Mette Mortensen - Når frygten indfanger os
HøjskoleAften med Mette Mortensen - Når frygten indfanger os

Gratis adgang for alle!
Hvordan påvirker frygt os som mennesker – mentalt, fysisk og følelsesmæssigt? I en verden præget af pandemier, klimakrise, krig og andre uforudsigelige trusler kan frygten snige sig ind
og sætte sig fast i vores sind. Hvordan taler vi om verdens udfordringer med vores børn og børnebørn uden at bringe frygten videre? Med udgangspunkt i egne erfaringer og refleksioner inviterer Mette Mortensen til en inspirerende og jordnær fortælling om frygtens natur og dens betydning for vores mentale velbefindende.
Foredraget giver konkrete værktøjer og skaber eftertanke, så vi kan møde frygten med mod, empati og nærvær.
Mette Mortensen har været deltager i Alene i Vildmarken og er forfatter til bøger om overlevelse, modstandskraft og mental balance. Foredraget tager et bredt perspektiv på frygtens natur og dens betydning for os som individer og som en del af større fællesskaber. Det er ikke en teoretisk gennemgang, men en jordnær og inspirerende fortælling, der lægger op til refleksion over egne holdninger og tanker. Hvordan vi kan være stærke, rolige og nærværende i en verden, der konstant forandrer sig?
Vand, øl og vin kan købes under arrangementet.
"Hvem der selv vil være fri, må lade Næsten være det med sig" - N.F.S. Grundtvig
Under dette inspirerende Grundtvig-citat inviterer vi dig igen til HøjskoleAftener i Æ Lille Kirk på toppen af kirkebakken. Vi tror på, at frihed og dannelse er for alle aldersgrupper, og derfor tilbyder vi et mangfoldigt program af Højskoleaftener med både grin og alvor. HøjskoleAftener i Sct. Jørgens har en lang tradition. Allerede i 1970'erne var der højskoleaftener i Sct. Jørgens Præstegård, så vi står på stærke skuldre af tidligere ildsjæle.
HøjskoleAftenerne arrangeres af et engageret underudvalg under Sct. Jørgens Kirke. Målet er at forundre, forbavse og forvandle os alle. I mødet med andre udfordres vi til at reflektere over vores egne holdninger og tanker. Som bekendt gør enighed stærk, men forskellighed gør levende. Det er levende HøjskoleAftener med plads til alle, vi ønsker at skabe!
Velkommen til alle!
Kommentarer