21/04/2026 0 Kommentarer
HøjskoleAften - Kim Larsen og kristendommen - et sangforedrag
HøjskoleAften - Kim Larsen og kristendommen - et sangforedrag

Gratis adgang for alle!
Da Kim Larsen engang blev spurgt om, hvor hans inspiration kom fra, pegede han uden at tøve op mod Gud; og i en anden anledning har han fortalt, at det var Helligånden, der rørte ham, når han om natten sad og komponerede sine sange.
Han flettede også ord som nåde, miskundhed, bøn, himmel og engle ind i sin poesi - ligesom mange af hans sange rummer henvisninger til Bibelen og den danske salmeskat.
Denne aften skal vi høre om Kim Larsens forhold til kristendommen, dykke ned i de af hans sange, der er præget af hans kristne livsholdning - ligesom vi selvfølgelig sammen skal synge et udvalg af hans sange fra højskolesangbogen.
Sangforedraget holdes af Helle Erdmann Frantzen, kirke- og kulturmedarbejder, cand.mag. og Jost van Ingen, organist.
Lavet i samarbejde med Forening Norden
Vand, øl og vin kan købes under arrangementet.
"Hvem der selv vil være fri, må lade Næsten være det med sig" - N.F.S. Grundtvig
Under dette inspirerende Grundtvig-citat inviterer vi dig igen til HøjskoleAftener i Æ Lille Kirk på toppen af kirkebakken. Vi tror på, at frihed og dannelse er for alle aldersgrupper, og derfor tilbyder vi et mangfoldigt program af Højskoleaftener med både grin og alvor. HøjskoleAftener i Sct. Jørgens har en lang tradition. Allerede i 1970'erne var der højskoleaftener i Sct. Jørgens Præstegård, så vi står på stærke skuldre af tidligere ildsjæle.HøjskoleAftenerne arrangeres af et engageret underudvalg under Sct. Jørgens Kirke. Målet er at forundre, forbavse og forvandle os alle. I mødet med andre udfordres vi til at reflektere over vores egne holdninger og tanker. Som bekendt gør enighed stærk, men forskellighed gør levende. Det er levende HøjskoleAftener med plads til alle, vi ønsker at skabe!Velkommen til alle
Kommentarer