Litteratur-Café i Høje Kolstrup Kirke – efterår 2025

Litteratur-Café i Høje Kolstrup Kirke – efterår 2025

Litteratur-Café i Høje Kolstrup Kirke – efterår 2025

# Aktuelt

Litteratur-Café i Høje Kolstrup Kirke – efterår 2025

Holder du af at læse? Kan du også lide at debattere det, du læser, med andre?

Vel mødt i Høje Kolstrup Kirke til nogle hyggelige aftener i litteraturens verden. Aftenerne vil forløbe sådan, at ”dagens roman” kort genfortælles, inden vi debatterer dens temaer over en kop kaffe/te, et glas vin og en ostemad.

I dette efterår har vi fokus på forskellige ’jubilarer’. Litteratur-caféen afholdes af lærer Pia Juhl Jessen og sognepræst Eva Wiwe Løbner

Mandag den 29. september kl. 19-20.30: Sommerbogen af Tove Jansson

Tove Jansson er måske mest kendt for sit – af både børn og voksne - højtelskede univers med Mumi-troldene, og som i år fejrer sit 80-års jubilæum for første udgivelse under Anden Verdenskrig, som et forsøg på at skabe et eventyrligt tilflugtssted i de mørke krigsår. Vi har dog valgt, at vi skal læse en kortroman for voksne. Sommerbogen fortæller historien om Sophia, en seks år gammel nysgerrig og videbegærlig lille pige og hendes farmor. De tilbringer sommeren, den første efter at Sophia har mistet sin mor, på en lillebitte ø ude i den finske skærgård. Farmoderen er en usentimental og livsklog, lidt brysk kvinde. Sophia er impulsiv, temperamentsfuld og flyvsk. Sammen strejfer de rundt på øen, svømmer i dybt, forbudt vand, bygger skibe af bark og blade, studerer insekter og blomster, tegner og skriver - men først og fremmest følger de hver især deres egne luner og indfald og taler om tilværelsen og naturens store og små mysterier og undere. Sommerbogen er i øvrigt også aktuel som filmatisering i 2025

Mandag den 27. oktober kl. 19-20.30: Babettes Gæstebud af Karen Blixen

Baronesse Karen von Blixen-Finecke, eller bedre kendt som Karen Blixen, ville være fyldt 140 år i 2025, og er én af de mest internationalt kendte danske forfattere. Vi skal læse én af hendes klassikere, Babettes Gæstebud, som finder sted i en lille norsk fjordby, hvor to aldrende søstre tager den franske chefkok Babette i huset, efter hun er flygtet fra det revolutionære Paris i 1871. I fjorten år koger hun trofast klipfisk og øllebrød, men en dag sker miraklet. En gammel lotteriseddel, der gennem alle årene har været hendes eneste forbindelse til Frankrig, kommer ud med den store gevinst. Babette bruger alle pengene på ét storstilet gæstebud, hvor hun kan udfolde sin sublime kulinariske kunst.

Mandag den 24. november kl. 19-20.30: Hans Christian af Jesper Wung-Sung

H.C.Andersen, vores store danske eventyrforfatter, døde for 150 år siden. I den anledning skal vi læse Jesper Wung-Sungs roman om H. C. Andersen. Vi følger H.C.Andersen fra da han bliver født i et lille hus i Odense i 1805 til han som 14-årig rejser den lange og trange vej til København i håbet om, at nogen dér vil opdage hans talent for at synge og optræde, så han kan opnå den storhed, han ved venter på ham ude i verden. Han er en grim ælling, plaget af tvivl og håbløshed, men samtidig løftet af sin ukuelige tro på, at verden vil ham det godt. H.C.Andersen er ikke et hvilket som helst barn. Han er både i egen og andres bevidsthed så aparte – tårnhøj og kropumulig, til grin og alligevel altid på udkig efter en scene at optræde på – at det efterlader alle hovedrystende målløse: hvilket underligt barn!

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

Aabenraa Sogn

Næstmark 19

6200 Aabenraa

 

 

Tlf. 74621780

aabenraa@km.dk

CVR: 36280212

Åbningstider:

Mandag - onsdag

10.00 - 14.00

Torsdag

10.00 - 17.00

Fredag

10.00 - 13.00