Kirkegårdens historie

 


Gennem mange århundreder foregik alle begravelser i Aabenraa midt i byen på pladsen rundt om Sct. Nicolai kirke.  Allerede fra sidst i 1700-årene stod det klart, at pladsen var for lille, og der var mange ubehageligheder forbundet med at begrave de døde så tæt op ad byens boliger. I 1803 tog kirkens og byens repræsentanter derfor fat på at finde en ny plads til kirkegården. Den blev indviet vest for byen ved Forstallé den 27. august 1826. Her er alle begravelser i Aabenraa foregået siden da.

 

Ved indvielsen bestod kirkegården af fire afdelinger, som strakte sig op til det nuværende kapel. I 1869 blev der udvidet med et areal mod nord, i 1904 med endnu et, og i 1945 kom den sidste udvidelse.

 

I 1937 indrettede man en urnehave på den ældste del af kirkegården, lige syd for kapellet. En ny urnehave blev taget i brug nordvest for kirkegården i 1959. Her indrettedes også en urnefællesgravplads for anonyme urnebegravelser.

 

I 1932 opførte man et kapel midt på kirkegården, og i tilknytning hertil byggede man i 1952 et krematorium. Krematoriet blev udvidet i 1973-74. I 1979 blev et våbenhus bygget til kapellet. Både kapel og krematorium gennemgik en stor renovering i 1997.

 

I 2021 blev nyopført krematorie taget i brug, som er placeret på kirkegården ud imod Vestvejen.

 

I dag rummer kirkegården en rig skat af gravminder. Her er der fornemt udsmykkede gravsten fra 1800-årene. Byens storhedstid som søfartsby bliver levende, når man ser de mange gravsten over kaptajner og menige søfolk og skibsværftsejere, som gjorde Aabenraa kendt over hele kloden.  Her er imposante gravminder over storkøbmænd og industriherrer og minder over byens solide håndværkerbefolkning. Indskrifter på dansk og tysk viser, at Aabenraa altid var en by i et grænseland.  Mange af de mænd, som stod i første række i den nationale kamp fra 1840’erne og frem til efterkrigstiden, er mindet på kirkegården.

 

Krigenes barske virkelighed fremgår af monumenter fra de slesvigske krige 1848-50 og 1864. Rundt om på gravstederne mindes unge sønner faldet i begge verdenskrige. Anden Verdenskrig bliver nærværende, når man står ved gravene over nedstyrtede allierede flyvere eller ved gravene over de tyske flygtninge, som kom til byen ved krigens afslutning.  Eller ved gravene for modstandsmænd, som faldt i Danmarks frihedskamp.

 

Under "historiske gravsteder" fortælles mere om et lille udpluk af de mange gravminder. Hvert enkelt gravminde er en del af historien om Aabenraa og byens befolkning og landsdelen i tiden fra 1826 og frem til i dag.

 

 

 

 

Afd. 1,52

Kaptajn Johan Frederik von Hegermann-Lindencrone (1802-48) 

Gravstedet er minde over en af de første danske officerer, der faldt i Den første Slesvigske krig.  Kaptajn Hegermann-Lindencrone blev såret i slaget ved Bov 9. april 1848 og døde i Aabenraa umiddelbart derefter.  Monumentet er fremstillet i København og blev indviet på Isteddagen 25. juli 1851 samtidig med obelisken over de 32 faldne danske soldater, som blev begravet på kirkegården fra denne krig (se nr. 16).  Hegermann-Lindencrones fornavne var egentlig Johan Frederik, ikke Frederik Johan som angivet på stenen. Kaldenavnet var Fritz, derfor måske ombytningen på stenen. Lågen indgik oprindelig i et støbejernsgitter, som omkransede hele gravstedet. 

Afd. 1,78

Danskhedens foregangsmand Frederik Fischer (1809-1871)

Fischer var en fremtrædende repræsentant for 1800-årenes tidlige danske bevægelse i Aabenraa.  Som barn blev han ramt af børnelammelse og kunne ikke videreføre familiens søfartstraditioner. I stedet fandt han en levevej som urmager og blev en anerkendt astronom. Han stod i skarp opposition til den slesvig-holstenske bevægelse og formulerede i 1838 kampråbet for den danske bevægelse i Nordslesvig: ”Danske er vi, og dansk tænker vi og føler vi; som danske har vi navn i fortiden og er kendt over hele kloden … ”. Han tog bl.a. initiativ til et dansk bibliotek, en dansk avis i Aabenraa og var medstifter af Aabenraas danske forening Frederiksklubben.

Afd. 1,78

Danskhedens foregangsmand Frederik Fischer (1809-1871)

Fischer var en fremtrædende repræsentant for 1800-årenes tidlige danske bevægelse i Aabenraa.  Som barn blev han ramt af børnelammelse og kunne ikke videreføre familiens søfartstraditioner. I stedet fandt han en levevej som urmager og blev en anerkendt astronom. Han stod i skarp opposition til den slesvig-holstenske bevægelse og formulerede i 1838 kampråbet for den danske bevægelse i Nordslesvig: ”Danske er vi, og dansk tænker vi og føler vi; som danske har vi navn i fortiden og er kendt over hele kloden … ”. Han tog bl.a. initiativ til et dansk bibliotek, en dansk avis i Aabenraa og var medstifter af Aabenraas danske forening Frederiksklubben.

Afd. 1, 131-132, 141

Orgelbyggerfamilien Marcussen

Marcussens orgelbyggeri på Storegade i Aabenraa er Danmarks ældste, grundlagt 1806. Det er kendt som leverandør af fornemme orgler til ind- og udland. I tre store gravsteder ses gravsten over indehaverne gennem mere end 150 år. Jørgen Marcussen (1781-1860) grundlagde firmaet og flyttede det til Aabenraa sammen med Andreas Reuter (1798-1847). Det blev videreført af Jørgen Andreas Marcussen (1816-1900). Siden omkring 1900 har firmaet gennem flere generationer tilhørt familien Zachariassen, hvis gravsteder ses i det tilstødende gravsted umiddelbart østfor.  

 

  Afd. 1, 152

Franziska Enge, kaldet Jomfru Fanny (1805-81)

Fanny Enge var en syerske og vaskekone i Aabenraa, hvis historie efter hendes død har givet stof til mange bøger og artikler. Moderen var ugift og kom til Aabenraa fra Mecklenborg og havde fornemme beskyttere i amtmandsfamilien på Brundlund Slot. Det blev til en myte om, at Fanny var datter af kong Christian 8. og hans første gemalinde, Charlotte Frederikke fra Mecklenborg. Ved sine drømmesyn bidrog Jomfru Fanny til at give mange Aabenraa-borgere en tro på en dansk fremtid. Allerede før 1920 og igen i besættelsesårene 1940-45 fik hun karakter af en lokal kultfigur. Hendes syner blev tolket som forudsigelser af Første Verdenskrig, Genforeningen, 2. Verdenskrig og Aabenraas fremtidige udvikling.  En af Jomfru Fannys spådomme gik i opfyldelse, da kong Christian 10. i 1920 red over grænsen til Sønderjylland på en hvid hest. Møbler og fine håndarbejder udført af Jomfru Fanny kan ses på Aabenraa Museum. Hun boede i det endnu bevarede hus Persillegade nr. 3.

 

Afd. 6, 474A

Amtmand Kr. Refslund Thomsen (1884-1960)

Kr. Refslund Thomsen blev i 1910 redaktør af den sønderjyske politiker H.P. Hanssens blad Hejmdal i Aabenraa og var efter 1920 en hovedskikkelse i arbejdet for Sønderjyllands genforening og integration i Danmark. Straks i 1920 blev han amtmand over Aabenraa amt, fra 1932-1954 tillige over Sønderborg amt.  I årene 1935-44 var han politiadjudant for de sønderjyske landsdele og blev derved den centrale person i fastlæggelsen af de danske myndigheders kurs over for det nazificerede tyske mindretal.  

Hustruen Ingeborg Refslund Thomsen (1891-1972) var datter af den sønderjyske fører H.P. Hanssen og bidrog selvstændigt til genforeningsarbejdet gennem en engageret indsats på sociale og nationale områder. 1947-57 var hun medlem af først Landstinget, så Folketinget og blev kendt i brede kredse som forfatter og debattør.   

 

Afd. 6, uden nr.

Skibsreder og værftsejer Gustav Raben (1819-1890)

Den sorte marmorobelisk mindes Gustav Raben, som i sin tid var en af byens rigeste og driftigste mænd. Han indledte karrieren til søs og blev kaptajn, men gik senere i land og etablerede sig som skibsreder og værftsejer. I 1870’erne var han blevet byens største reder med en flåde på 17 skibe. På hans værft byggedes 25 store træskibe, primært til hans eget rederi. Han holdt stædigt fast ved træ og sejl, også da jern- og dampskibe havde vist deres overlegenhed. Raben var aktiv på den tyske side og blev førstesenator i bystyret. Han var desuden engageret i Kobbermølle ved Kruså og ejede Tørninggård/mølle ved Haderslev.